Erfaringer med Neurofeedback - Maj 2023

Hjernerystelse med senkomplikationer

"Jeg oplever ingen migræne længere, har sjældnere hovedpine og er mindre støjfølsom. Min restitution går hurtigere, jeg har bedre koncentrationsevne, mere overskud og energi til socialisering, og mit selvværd er vokset!"

Hvem er jeg

Jeg er en 40-årig mand, der for 10 år siden pådrog mig en hjernerystelse efter et styrt på mountainbike.

Jeg er skolelærer og siden ulykken har jeg været i flexjob på grund af senkomplikationerne fra hjernerystelsen.

Jeg har deltaget i forskellige genoptræningsprogrammer, men uden at opleve markante ændringer i min situation.

Hvad var/er mine udfordringer

Mine symptomer har påvirket mig i mere end 10 år, og omfatter bl.a.:

  • hovedpine og migræne 4-5 gange om ugen
  • koncentrationsvanskeligheder
  • hjerneskadetræthed
  • kognitive udfordringer og støjfølsomhed.

Jeg har svært ved at opretholde koncentrationen og kan ikke udarbejde skriftlige rapporter om mine elever. Jeg bliver hurtigt træt, især af en-til-en-samtaler. Jeg er begrænset i sociale arrangementer og oplever ofte hovedpine dagen efter. Jeg har svært ved at falde i søvn om aftenen og føler mig ikke udhvilet, selv efter at have sovet i 7-8 timer. Jeg tager også lure 1-2 dage om ugen. Støj generer mig meget, så jeg bruger ørepropper i skolegården, i større sociale sammenhænge, når jeg kører i bil og på motorcykel.

Jeg har et stort ønske om at kunne klare sociale arrangementer bedre, især med mine søskende og deres børn. Cykling er stadig en elsket hobby, men jeg tilpasser hastighed og distance efter min dagsform.

Effekten af Neurofeedback

Effekten af Neurofeedback-forløbet har været markant. Værd at bemærke er, at jeg har oplevet disse forandringer, selvom der har været pres på arbejdet, hvor jeg skulle have mine elever til afgangseksamen for første gang, og samtidigt håndtere kollegiale udfordringer, omrokering og ændringer i arbejdsfordelingen.

Efter 2-3 Neurofeedback-sessioner begyndte jeg at opleve mindre hovedpine og mindre træthed i min dagligdag. Migrænen forsvandt, og jeg følte mig klarere i hovedet. Jeg oplevede færre overbelastningsreaktioner og undgik de tidligere "hjerne-nedlukninger", hvor jeg følte hjernetåge og ikke havde energi til noget. Om aftenen følte jeg en behagelig træthed i stedet for det underlige tryk i hovedet.

Efter 10-20 Neurofeedback-sessioner: Hovedpinen opstår kun ved overbelastning i stedet for flere gange om ugen som tidligere. Jeg har ikke haft migræne siden jeg startede med Neurofeedback. Jeg kan klare mere, gøre mere og har mere energi. Jeg har længere udholdenhed i sociale sammenhænge og kan bedre håndtere at være sammen med mange mennesker. Min restitutionstid efter overbelastning er blevet kortere.

Her er nogle konkrete eksempler på ændringer, jeg har oplevet:

  • Jeg deltog i et arbejdsrelateret kursus 2-3 timer efter arbejdstid. Normalt ville jeg have reageret med overstimulering af mine sanser, og alle mine symptomer ville forværres. Men denne gang var jeg kun træt efter en lang arbejdsdag med kurset, men jeg var ikke følsom over for lyde!
  • Min støjfølsomhed har ændret sig. Normalt bruger jeg ørepropper for at beskytte mig selv. Nu kan jeg være uden ørepropper i skolegården i en halv time sammen med alle skolens børn, før støjen generer mig, og jeg tager ørepropper på. Jeg har kørt på motorcykel i en time, og det var først, da jeg kom hjem, at jeg kom i tanke om ørepropperne, fordi støjen ikke generede mig! Jeg har også klaret en familiefødselsdag med 20 personer og mindre børn i en lille lejlighed. De andre voksne spurgte mig endda, om jeg ikke skulle gå tidligt, fordi støjniveauet var uudholdeligt. Jeg var superglad for ikke at skulle gå tidligere, og jeg blev i 4 timer. Tidligere ville jeg højst have holdt i 1-2 timer!
  • Jeg var med eleverne i Tivoli, og klarede det fint trods varme, sol og mange indtryk. Jeg var endda oppe i 4 forlystelser.
  • Jeg kan klare mere og presser mig selv under aktiviteter uden at blive fuldstændig udmattet bagefter. Sidste weekend cyklede jeg med mine venner i 3-4 timer med en højere hastighed og længere distance end tidligere. Vi tog en pause på en café, hvor vi snakkede. Jeg kunne opretholde min koncentration og deltage i samtalerne, og derefter cyklede jeg hjem og sov i 12 timer! Jeg var lidt træt dagen efter, men jeg havde stadig nok energi til havearbejde og endnu en cykeltur!
  • Jeg har været mødeleder til et strategimøde en eftermiddag med mine kolleger. Jeg kunne deltage i længere tid og med mere overskud. Jeg bliver mindre træt under samtaler og har lettere ved at være til stede. Jeg kan koncentrere mig bedre og ser flere film. Min restitutionstid er blevet hurtigere. Og selvtilliden vokser!

Konklusion

Neurofeedback har virkelig haft en positiv indvirkning på mine senkomplikationer efter hjernerystelse. Jeg er taknemmelig for de ændringer, jeg har oplevet, og for at have fået mere livskvalitet tilbage.

Effekten holder efter at sessionerne er afsluttet.